Til Bookere

Vi er i gang med at booke turné mellem d. 3-23 januar 2024 i forbindelse med udgivelsen af ny musik på pladeselskabet Jaeger Community. Bandet består af Jacob Djursaa, Thomas Fryland, Dan Hjorth, Samuel Kiel og Nikolaj Bangsgaard.

Her kan du høre musikeksempler og læse om bandet og projektet.

Musikken er nykomponeret af Jacob Djursaa og trækker tråde til Jazztraditionen i det improvisatoriske udtryk, 20. århundredes klassiske musik i det klanglige univers og nordisk folkemusik i nogle af de melodiske aspekter. Det er et nyt og friskt bud på hvordan nordisk jazz kan være komplekst uden at miste sin grundlæggende kerne af musikalsk identitet.

Sammenspillet er magnetisk og boblende, og spænder både over det sarte og inderlige, og det kraftfulde og lysende.

Tre numre fra den kommende plade. 338, Drømmesyn og Spaceplanes:

Bandet består af følgende stjernehold fra den unge generation og den veletablerede generation:

Thomas Fryland – trompet

Thomas er et meget velkendt navn på den danske jazzscene, og har tidligere bl.a. spillet i DR-bigband i mange år. Derudover spiller han i hele Europa og Danmark med mange forskellige projekter.

Dan Hjorth – Klaver

Dan Hjorth er en fænomenal pianist, bosat i Aarhus. Kendt fra bl.a. Niels Munks Fantasilaboratoriet og Tukaan. Han er snart pladeaktuel med sin egen trio.

Nikolaj Bangsgaard – trommer

Nikolaj er en meget benyttet trommeslager, der har en nærmest telepatisk evne til at lytte, der lige nu er bosat i New York City. Vi er heldige at have ham i Danmark i denne periode.

Samuel Kiel – Bas

Samuel spiller utroligt inderligt og lyttende, og er en eftertragtet bassist. I øjeblikket bosat i Amsterdam.

Jacob Djursaa – Guitar

Jacob Djursaa er bandets orkesterleder og komponist. Han er bosat i Aarhus og har spillet med bl.a. Oleksandr Kolosii, Rahel Talts og Aarhus Jazzorkester.